Fomo generationen

Vi er blevet et samfund og en generation der nødig vil gå glip af noget, men vores FOMO (Fear of Missing out) har en pris. Om ikke for os så selv, så for vores omgivelser, vore nærmeste, og vort samfund.

Jeg taler hverken om vores smartphones eller om de sociale medier, men om vores aftalekultur, som efterhånden er blevet så syg, at den trænger til en håndsrækning og endnu en runde debat.

Oplever I det også? At jeres venner og bekendte får lavet for mange aftaler, og ender med at aflyse gang på gang, fordi de har klemt alt for mange aftaler ind på alt for kort tid? Eller hvad med når vennerne smutter tidligt fra din fødselsdag, måske, måske ikke med en halvdårlig undskyldning, for så senere at finde ud af at de senere tog videre i byen med nogle andre, eller til koncert eller noget helt tredje?

Søren Pind reglen

Mange kender den som Søren Pind reglen, men vores bedstemødre kender det højst sandsynligt bare som almindelig høflighed og pli. Kendt fra Mads & Monopolet og naturligvis Søren Pind, himself, går reglen i al sin simpelhed ud på at man altid overholder den aftale der blev lavet først. Forskellige mennesker har forskellige undtagelser til reglen, ja selv Søren Pind går vist ind for en hel del undtagelser, men der er den, i al sin enkelhed og skønhed.

Jeg er hende der holder mig nærmest slavisk til Søren Pind reglen, med undtagelsen der hedder “kirkelige begivenheder (i nær familie)”, dvs. dåb, konfirmation, bryllup, begravelse. Derudover er der noget med runde fødselsdage; altså, at runde fødselsdage trumfer det meste, bare man er ærlig.

Emma Gad og Pligtaftalen.

Vi er en generation der er ved at gøre op med pligtaftalen og pligttraditionerne. Dem, der blev og bliver vedligeholdt af vores bedstemødre og enkelte af vores mødre, om måden man gør ting på . Vi vil efterhånden skide på, om man sidder til bords efter Emma Gads regler, sender takkekort, ejer kaffestel til 12 mand eller ringer for at sige tak for sidst efter suppe, steg og is. Disse ting ryger, fordi vi har travlt, fordi vi tager andre miljøhensyn og vi indretter vores liv på andre måder. Nogle vil måske mene, at det er ærgerligt. Jeg synes det er fint nok, at mange af tingene ryger hinsides.

For oldemor og bedstemor var det jo også almindeligt at sende takkekort og at rose både haven og citronfromagen et bestemt antal gange inden kaffen blev serveret. Jeg kender ikke min Emma Gad, men jeg kender Søren Pind reglen og jeg kender min egen generation.

Jeg siger ikke at det er min generations skyld, men jeg siger bare, at det er efter vores generations indtog i de offentlige systemer, at man har måttet indføre f.eks påmindelses SMSer og bøder for ikke at møde op til aftaler på sygehuset. Når man ikke engang kan finde ud af at aflyse sine aftaler med frisøren og tandlægen, får det samfundsøkonomiske implikationer, som denne blog slet ikke kan begynde at tage hul på.

Samtidig er aftalen er også ved at ryge, men her er der tale om et spil på følelser og respekt for andres tid. Når man booker andre ind for derefter at aflyse, eller måske slet ikke aflyser og bare undlader at møde op, siger man, med sit fravær “din tid ikke er lige så vigtig som min. Min tid er vigtigere. Jeg er vigtigere.”

På den anden side sidder en person med brændte fingre og brændte følelser. Og brændt tid. Vi har sikkert allesammen været der, både i privaten og på arbejde.

Playing the blame game

Men er det så i virkeligheden teknologiens skyld? Vi har diskuteret det mange gange før, historien om at teknologien har gjort det nemmere for os at holde vores FOMO i live. Før i tiden, når man havde en aftale kl. 12, havde man en aftale klokken 12, og der var ingen mulighed for at sende en SMS om forsinkelse eller aflysning når et bedre eller mere interessant tilbud kom flyvende.

Næh, SMS og messenger har gjort det nemmere for os at holde aftaler åbne til sidste øjeblik og også at aflyse indtil sidste øjeblik. Ja, man er heller ikke bundet af tid og sted, for det kan jo også ændres i sidste øjeblik. Det er ikke som i farfars tid, hvor man aftalte at mødes d. 11 juli kl 13:30 på trappen ved marmorkirken via brev flere uger i forvejen.

Stram jer nu op.

Man kommer altid længst med ærlighed. Dette gælder både i livet generelt og med hensyn til Søren Pind.

Det vil sige, i stedet for at prøve at overbooke sig selv, holde en masse aftaler åbne og komme med dårlige undskyldninger, kommer man længere ved bare at være ærlig og kompromissøgende.

Der var engang et Søren Pind dilemma i Mads og Monopolet, hvor en pige havde fået tilbudt at løbe med i et stort løb (måske VM i halvmaraton i KBH), men det faldt sammen med den dag hun skulle spise kage med nogle gymnasieveninder, og det havde været virkelig svært at finde en dato hvor de alle kunne mødes. Hvad skulle hun dog gøre? Lyve? Løbe? Spise kage? Åh, hva’ skulle hun dog gøre? Herhjemme sad vi og råbte ad radioen – Du skal da i hvert fald ikke lyve! Find dog et kompromis, hvor dine veninder tager kagen med ud og hepper på dig! (det var der heldigvis også et panelmedlem der foreslog. Det må dog stå hen i det uvisse, hvordan dilemmaet endte).

Jeg er ikke helt uden selvindsigt. Jeg er godt klar over, at mig og min type også er pisseirriterende, med vores irritation over aflyste aftaler og insisteren på at overholde aftaler og pligter.

Men jer andre, I får en løftet pegefinger og et stramt blik fra en 30 årig med en mormors sjæl:

Stram jer nu op.