Something’s rotten in the state of Denmark
Jeg har været her før, men alligevel er her lidt anderledes denne gang. Jeg har ændret mig, og landet har også ændret sig. Nu, hvor jeg er tilbage, opdager jeg, hvor lidt jeg har savnet det. Dagpengeland. Landet, hvor man mødes med skepsis, mistro og demotivation ved ethvert gadehjørne. ‘Heldigvis’ er jeg nu berrettiget til fuld dagpengesats fremfor dimittendsats, så nu kan vi rigtig leve fedt på ferie i dagpengeland på statens regning. Altså, fedt og fedt. Det er jo altså ikke noget man bliver rig af.
Og så alligevel, for på fuld dagpengesats tjener jeg nu faktisk mere end jeg gjorde hele sidste år, hvor jeg ellers knoklede mere end jeg nogensinde har gjort i mit liv, i en start-up, hvor jeg senere blev vejet og fundet for let. Og endte her. Til velkomstmøde i A-kassen. For fjerde gang. Man skal nemlig til velkomstmøde til dagpengeland og a-kasseland hver gang man kommer tilbage, lige meget hvor længe man har været væk, lige meget hvor lidt har ændret sig siden sidst. For helt ærligt, hvor meget ændrer sig lige i forhold til “gode råd til jobsøgningsstrategien” inden for 4 år?
Men udover at jeg har opfyldt et lovpligtigt krav om at have arbejdet 1924 timer (på papiret, dette er vigtigt. Os, der har tendens til at arbejde mere end vores kontrakt ellers viser, kan nemt falde for fristen her) inden for de sidste 3 år (ja, som jeg så har gjort inden for 1 år, svarende stort set til et års fuld tids arbejde), så ved jeg ikke helt hvorfor jeg har gjort mig fortjent til en fuld dagpengesats de næste 2 år. Der er naturligvis nogle forskellige forpligtelser jeg skal leve op til, i form af jobsøgning, logning og om 9 måneder også aktivering. Heldigvis er jeg internt motiveret, og som sådan optimistisk, så jeg regner ikke med at gøre brug af min fulde sats.
Og taknemlig er jeg også, for jeg ved at jeg er heldig, Meget heldig, at vi har et system der samler os op, os, de svageste i samfundet.
Problemet er, at jeg ikke føler mig som en af de svageste i samfundet. Hvorfor skal jeg have en sats der er så meget højere end en kontanthjælp (nærmest 3 gange højere end en integrationsydelse!), og som ikke engang er bundet af forsørgerpligt? Mig, der har det godt, er sund og rask og ressourcestærk, hvorfor skal jeg have så meget mere end de syge, de nye og dem der har brug for hjælp? Dét er da ikke lighed.
Det er jo ikke fordi jeg ikke sætter pris på pengene, for det gør jeg. Jeg føler måske bare ikke at jeg har fortjent dem. Men hvad gør man? Forslår regeringen at omrokere pengene og tage noget af dagpengesatsen og give det til dem der reelt har brug for det? Forestil jer lige ramasskriget hvis Alternativet kom med det forslag. Desuden ville de penge aldrig ende op i kontanthjælpspuljen alligevel, for det ville ende som endnu en spareøvelse, hvor pengene ender med kage til Inger.
Der er så meget jeg ikke forstår.
@chriskja 